Finansiering og bank
Bankens fem C'er: det ene, de aldrig nævner
Kort fortalt
Banken vurderer din kreditsag på fem forhold, de fem C'er: Character, Capacity, Capital, Collateral og Conditions. Capacity er ejendommens evne til at bære gælden, Collateral er sikkerheden, Capital er din egenkapital, og Conditions er markedet. Den femte, Character, er bankens indtryk af dig som låntager, og det er den eneste af dem, du kan vinde på fra dag ét. Erfaring tager år at opbygge. Seriøsitet kan du vælge i morgen.
Banken vurderer din kreditsag på fem ting. De nævner kun de fire. Den femte er den vigtigste, og den eneste, du kan vinde på fra dag ét.
De fire, banken gerne taler om
| C | Hvad det dækker |
|---|---|
| Capacity | Ejendommens evne til at bære gælden. Kan lejen betale lånet, også stresset? |
| Collateral | Sikkerheden. Hvad står der bag, hvis det går galt? |
| Capital | Din egenkapital. Hvor meget af dine egne penge er med? |
| Conditions | Markedet. Renter, efterspørgsel, bankens egen appetit lige nu. |
Det er dem, der bliver regnet på i et kreditoplæg, og dem en rådgiver kan forklare dig på et møde. De er objektive, og de ændrer sig kun langsomt.
Den femte: Character
Character er bankens indtryk af dig. Virker du seriøs? Har du styr på dine tal? Leverer du et ordentligt stykke arbejde, eller et halvt budget i et regneark?
Det står ikke i et skema, men det afgør, hvor meget kreditmedarbejderen vil kæmpe for din sag internt. Og her er den gode nyhed for nye investorer: du kan ikke fake en portefølje, og du kan ikke fake egenkapital. Men du kan møde op med orden i penalhuset.
- Et gennemarbejdet budget med forudsætninger, der kan forsvares.
- Referencedata på lejen i netop det område, og ikke et tal du synes lyder rigtigt.
- Dokumentation på driften: hvad koster fællesudgifter, administration og ejendomsskat faktisk?
- Et stresset scenarie, du selv har regnet på, før banken beder om det.
Vend forholdet om
Der er forskel på at bede banken om penge og på at give dem en grund, de ikke kan sige nej til. De fleste går ind og spørger: vil I låne mig til det her? Det er den svageste position, du kan stå i. Du beder. De vurderer. Magtbalancen er klar.
Kom i stedet ind med en case, der allerede er gennemarbejdet. Pludselig beder du ikke om noget. Du præsenterer en forretning, banken gerne vil være med på. Det er den samme ejendom, den samme investor og den samme bank. Den eneste forskel er forberedelsen.
Et revisorpapir til et par tusind kroner
Her er noget, de færreste investorer tænker over: banken låner ikke kun på dine tal. Den låner på, om den kan stole på dem.
Afleverer du et regnskab uden erklæring, beder du banken om at tage dit ord for det. Afleverer du en udvidet gennemgang fra et velrenommeret revisionsfirma, siger du noget andet: tallene er tjekket, og der står en revisor bag dem.
Det koster måske et par tusind kroner ekstra. Det kan låse en finansiering op, der ellers var gået i stå. Billig forsikring, hvis du spørger mig.
Når banken ringer til mig om sine egne kunder
Det sker. Og beskeden er den samme hver gang: vi har en kunde, der vil investere i ejendom. Han er dygtig, han har pengene. Men han finder ikke de aktiver, vi kan være med på.
Kunden vil gerne. Banken vil gerne. Og alligevel går handlen i stå, fordi kunden leder efter det, han selv synes er attraktivt, og ikke efter det, banken kan finansiere fornuftigt.
Banken er ikke din modstander. Den er bare nødt til at se, at tallene holder, også når det stormer. Få dem til at holde, og banken bliver din bedste forretningspartner.
Spørgsmål og svar
- Hvad er bankens 5 C'er?
- Character, Capacity, Capital, Collateral og Conditions. Det er rygraden i al långivning: din troværdighed som låntager, ejendommens evne til at bære gælden, din egenkapital, sikkerheden bag lånet og markedsforholdene.
- Hvilket af de fem C'er kan jeg påvirke hurtigst?
- Character. Du kan ikke opbygge en portefølje eller egenkapital på en uge, men du kan møde op med et gennemarbejdet budget, referencedata og et stresset scenarie, du selv har lavet. Det ændrer bankens indtryk fra første møde.
- Hjælper en revisorerklæring på min låneansøgning?
- Det kan gøre en forskel. Et regnskab uden erklæring beder banken om at tage dit ord for tallene. En udvidet gennemgang fra et velrenommeret revisionsfirma siger, at tallene er valideret, og det kan låse en finansiering op, der ellers gik i stå.
Del af guiden om ejendomsinvestering.